Drømmen om autencitet

Til tider spekulere jeg på om jeg overhovedet eksistere. 
Den tidsalder vi lever i lige nu mærkes mere som at se på en tv skærm end egentlig at være i live. 
Alt virker falsk og manipulerende. Selv det som jeg burde vide mig sikker på, mig selv, er et forvrænget og redigeret billede af virkeligheden. 
Det værste af det hele er at jeg ikke engang ved hvad det er vi prøver at opnår. Er det lykke? I så fald er det en pænt dårlig strategi. Er det pga. angst? Tjaa, måske. Måske er det bare den tid vi lever i, endnu en form for lidelse vi skal nærstudere og opleve. 
Jeg er dog klar over at der er noget der mangler. Det er måske det jeg prøver at kommunikere ved at lave den her side. Jeg ønsker at udtrykke noget der er ærligt og autentisk. 
Jeg har ikke et ønske om at den der nu læser det jeg skriver, vil blive en forbedret udgave af sig selv, mit spinkle håb er at de opdager at de allerede er helt som de skal være, hverken mere eller mindre. Blødgøre sig selv så der bliver plads til kanterne, bulerne og vorterne. 
Vi mennesker er generelt ret uideelle af natur, hvorfor prøve at ændre det, hvorfor ikke omfavne vores grimhed, både den indre og ydre. Jeg tror ikke livet handler om at man skal være lykkelig, jeg tror langt mere på at det handler om at vi skal leve bevist i medgang og modgang. 
Ikke sortere og kontrollere livet men være i og med det hele som det nu engang er med sorg, vrede og alt det andet vi så ihærdigt prøvet at undgå.
Vi mennesker forsøger at kontrollere alt. Det vi indtager er et af kontrollens mest bevogtede gidsler. Vi håber på at maden kan rede os fra livets bump og slag, ja garanteret endda døden. Men kontrol og angst avler angst og den "sunde" mad vi indtager bliver selve den gift vi så desperat forsøger at undgå. Det er meningen at vores mad skal give os kærlighed og næring, ikke avle frygt og dårligt selvværd. Slip maden fri fra dit jerngreb og begynd at nyde og elske og hvis der kommer en delle så vis den stolt frem og lad hele verden se den.